Et walk-in closet er enhver kvindes drøm. At træde ind i det lille rum, hvor tøjet ligger stablet fra gulvet og til loftet er en oplevelse hver gang.

Desuden giver et walk-in closet rum til at organisere sit tøj på en enkel og overskuelig måde. Denne artikel er en guide til, hvordan du med enkelte remedier kan skabe et billigt walk-in closet og få en bid af Carrie Bradshaws garderobe hjem til dig.

Mangler du lidt walk-in closet inspiration eller ideer til, hvordan du kan gøre det selv, får du flere bud på møbler, du kan bruge til at bygge et “træd-ind-skab” eller mulige bud på mindre løsninger, som ikke kræver et eget rum til garderoben.

Et billigt walk-in closet kræver kreativitet

Når man skal sammensætte et billigt walk-in closet er kreativiteten frem for alt midlet til succes. Har du sans for at skille de gode og multifunktionelle produkter fra de mindre praktiske, er du kommet et langt stykke ad vejen. Start med at tænke over, hvordan du vil indrette rummet eller dit soveværelse og få tankerne ned på et papir.

Skal man skabe sit eget garderoberum, er det en god idé at kombinere opbevaringsmulighederne, sådan at man både har mulighed for at folde tøj sammen, hænge det op, opbevare sko, slips og andre accessories. Et godt og rummeligt walk-in closet kræver at man overvejer en ekstra gang, om reolerne kan placeres anderledes eller om stangen til ophængning passer bedre ind på en anden væg.

Høje reoler udnytter pladsen godt

Første skridt nærmere et billigt walk-in closet er høje reoler med plads til kurve og bokse for at beskytte tøjet mod støv og eventuelt sollys.

Kombinér gerne lukkede opbevaringsløsninger som en høj, smal kommode med åbne, slanke reoler. Tøj som undertøj, strømper eller halstørklæder kan lægges ned i kommoden og i den åbne reol, kan man lægge sweatere, jeans og t-shirts.

To gode eksempler er Montanas Collection Archive kommode og Nomess’ Space System reol.

Husk at det finere tøj som habitter, kjoler og pæne bluser gerne må hænges op og her kan man eventuelt hænge en stang op på væggen eller bruge et ganske almindeligt tøjstativ som har en eller flere stænger til bøjleophæng. OK Design’s Gestus Valet er et enkelt og asymmetrisk tøjstativ, der er et kunststykke i sig selv.

Adskil sko og tøj

En enkel skohylde er et must i et walk-in closet for at adskille sko og tøj. Et billigt walk-in closet får man ved at vælge de gode møbler og den gennemtænkte indretning i stedet for at drage til hastige beslutninger og simpelthen bygge om. Flere små møbler kan gøre rummet til et walk-in closet og skal det hele stå stabilt og i flere år, må man investere lidt i nogle klassiske kvalitetsmøbler.

Normann Cph’s Skohylde er en smuk skohylde, du kan bruge i dit walk-in closet til at sætte sko på. Skohylden fylder ikke så meget og kan også nemt flyttes rundt i hjemmet, hvis man skulle ønske det. Når det gælder høje hæle og fine habitsko med hæl, kan man overveje at udnytte pladsen anderledes. Køb eventuelt nogle gamle rør og hæng dem horisontalt på væggen, så de fungerer som en “krog” hvorpå sko med hæle kan hænges på.

Klar, stærk belysning fremhæver rummet

God belysning er noget af det vigtigste i et walk-in closet, fordi det kan lyse det mørke rum op og fremhæve det bedste ved dit tøj, når du står foran spejlet. Uanset om du vælger en spot-løsning eller standerlamper er det vigtigste, at belysningen er klar, hvid og gerne står tæt på spejlet.

Der findes mange lækre standerlamper, der både belyser rummet og fungerer som udsmykning. Det vigtigste er selvfølgelig, at lampen fysisk passer ind i dit walk-in closet. Har du et lille garderoberum kan det helt sikkert være smartere at vælge 4-5 loftspots, som giver et klart og stærkt lys fra oven.

Hvis du har valgt at gøre dit garderobe rum til en del af soveværelset, kan du overveje at placere en høj gulvlampe ved siden af spejlet og få stærk belysning på den måde i stedet.

Sidder alt som det skal? Tjek spejlet

Ét af de vigtigste elementer i et billigt walk-in closet er et spejl. Et spejl får ikke mindst rummet til at virke meget større; det reflekterer også lyset og får rummet til at virke indbydende.

Vælg for eksempel et stort gulvspejl, når du hopper i tøjet og skal tjekke om det sidder godt og ser pænt ud. Hæng også et mindre rundt spejl op, hvis du vil tjekke at make-up og hår sidder, som det skal. House Doctor’s Oak spejl er et fantastisk 80 x 200 centimeter spejl, der er godt og bredt og kan kaste lys på dit outfit. Den lette og lyse egetræsramme sluger ikke unødvendigt lys og giver en fin effekt i rummet.

Et mindre spejl som House Doctor’s Walls spejl er et fint mindre spejl, der kan bruges til at hænge op over en kommode eller blot på væggen, før du går ud af rummet.

Varmt tæppe – undgå kolde fødder

På en kold novembermorgen, hvor det ikke frister at hoppe ud af sengen, er det dejligt at sætte fødderne på et varmt tæppe, der isolerer mod det kolde gulv. Når du efterfølgende tripper mod din garderobe er det skønt at klæde sig på i et rum, hvor man ikke fryser. Sørg for at have et varmt og stort tæppe, der hvor du klæder dig på, så det på den måde bliver en fornøjelse at bruge tid på at hoppe i tøjet.

Det er klart, at det kan afhænge af, om du har installeret gulvvarme i dit træd-ind-skab, men har du ikke, kan et varmt tæppe udføre samme funktion.

Overvej først og fremmest:

  • Hvor stort tæppet skal være
  • Hvilket materiale tæppe skal være i
  • Hvilken stil tæppet skal have

Rent praktisk vil det være smart at vælge et tæppe i et isolerende og varmt materiale som uld, men uld er også ofte ganske dyrt – og det går måske ikke umiddelbart i forlængelse af “projekt billigt walk-in closet”. Et billigere og omtrent lige så godt alternativ er et tæppe i 100% bomuld.

House Doctor’s Zena Gulvtæppe er et tykt bomuldstæppe, der føles blødt mod fødderne og isolerer tilpas mod det kolde gulv. Det er desuden et smukt og etnisk-inspireret tæppe, der kan give et billigt walk-in closet et luksuriøst præg.

Spænd skoene på skamlen

På de trætte morgener, hvor du skal klæde dig på, kan det være rart med en lille skammel, du kan hvile dig på. På skamlen kan du eventuelt sætte dig og spænde dine sko eller blot slappe af. En anden måde at bruge en skammel på er for eksempel ved at sætte en plante på den og dermed give rummet et organisk og frisk look.

Du kan overveje enten en blød skammel eller en klassisk rund træskammel. En blød skammel giver dig mulighed for at sætte dig godt til rette og have en behagelig siddeplads i det lille rum. Den runde træskammel fungerer fint som en midlertidig siddeplads eller en pyntegenstand. Alt afhængig af, hvad du ønsker og har plads til i rummet kan du vælge en større eller mindre siddeplads.

Alternative løsninger uden decideret garderoberum

Når alt kommer til alt, er det mest sandsynligt at du vælger den etablerede løsning, som ikke kræver et opkald til en håndværker for at realisere det perfekte og billige walk-in closet. Der findes et uendeligt udvalg af møbler, du kan bruge til at skabe et billigt walk-in closet i dit soveværelse eller i et ekstra værelse.

Når du skal etablere et billigt walk-in closet er det derfor vigtigt at overveje:

  • Hvordan pladsen udnyttes bedst
  • Hvilke møbler der stilmæssigt og praktisk er bedst
  • Hvordan belysningen i rummet placeres

Tal eventuelt med en professionel indretningsarkitekt eller blot en veninde for at få flere med på råd om, hvad der vil passe godt ind i rummet samt hvad, der helt praktisk vil udnytte pladsen bedst.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here